Jeg føler mig draget ind i en mærkelig malstrøm, der handler om det at være dansk. Jeg havner i en nærmest mareridts agtig drøm, som går ud på at tage magten over ord og værdier om danskhed og bringe mig tilbage til en tid, som jeg troede var forbi. Jeg oplever en kamp, hvor den politiske retorik fungerer som en slags rambuk for et holdningsskred i vores land.

Jeg er opvokset i en meget nationalsindet familie med Gud, Konge og fædreland som de store ledetråde, og jeg er født i en efterkrigstid, hvor det at være dansk og fri betød utrolig meget, så tanken om danskheden sidder dybt i min genetik. Men jeg er også opvokset med en efterkrigsbevidsthed, som fortalte mig, at roden til krig og ufred var gødet af nationalismen.

Noget af det største og positive, der skete, i den tid var nationernes samarbejde, etableringen af FN og store fredsbevarende indsatser og dermed et håb om at friheden kunne beskyttes.

Det var opgøret i USA om racismen, og det var senere kampen i Syd-Afrika mod apartheid. Håbet om at alle mennesker var omfattet af frihedsbegreberne og lighedstanken…

Åh lille Danmark – hold dit hjerte varmt

Når jeg følger den politiske debat i dag og hører ordene ”vi danskere”, og det ”at være dansk”, og en debat om, hvem der er danske af kultur, og hvem der ikke er, så får jeg simpelthen kuldegysninger og en stærk negativ følelse, fordi jeg bliver raget ind i den nationalistiske og racistiske kontekst – og ovenikøbet med et voldsomt islæt af religiøs forfølgelse.

Min glæde over mit land, det sted, som jeg kender, og hvis historie har præget min identitet, bliver pludselig sat på prøve på grund af denne italesættelse og ny-fortælling af danskheden.

Jeg er tilhænger af alles ret til frihed, til lighed, og retten til at trives. Jeg er tilhænger af alles muligheder for at kunne udfolde sig på den måde, som man drømmer om, dog uden at genere andre. Men når mennesker skal bedømmes på deres hovedbeklædning, eller om de vil give hånd, eller om hvor godt de kan tale dansk, så er vi langt fra mine værdiers fundament. Og jeg føler skam på ”vores vegne”.

Hellere nordisk, hellere global, hellere alverden end denne lille nationale selvglæde, der blot har til formål at holde andre ude ved hjælp af metoder, som gør mennesker ondt. Åh lille Danmark – hold dit hjerte varmt!