Om et øjeblik udrinder frivillighovedstadsåret i Aarhus, hvor anerkendelse og synliggørelse af frivilligheden har været i centrum. For mig er det blevet ganske tydeligt, at definitionen af frivilligheden set i sammenhæng med samfundsnødvendigheden af det frivillige ulønnede arbejde kalder på nye tanker.

Det ser efterhånden ud til, at vi slet ikke kan undvære en storstilet frivillig indsats i større arrangementer og events. Det ser også ud til, at den sociale indsats overfor udsatte borgere og sårbare børn og familier, kræver stadig flere varme hænder og et stadig større engage-ment på et personligt plan.

Frivilligheden hører civilsamfundet til. Civilsamfundet er alle os, når vi ikke er på arbejde. Det er samfundets tredje sektor ved siden af den offentlige og den private.

I Danmark beregnes omfanget af den frivillige og dermed ulønnede indsats til at svare til 137.000 personers fuldtidsarbejde på årsplan. Det er ofte her i samfundets tredje sektor, at der udvikles aktiviteter som senere bliver til offentlige tilbud og institutioner. Civilsamfundet er således en slags social vugge.

Frivillighed handler om en særlig form for social praksis, som både adskiller sig fra den, som udfoldes til familien, og den som udfolder sig i professionelt virke, nemlig som det, der giver mening i en aktuel situation i forhold til en bestemt person, citeret frit efter lektor Ander La Cour, ”frivilligheden må ikke tæmmes, inddæmmes og puttes i skemaer”.

Civilsamfundet er demokratiets grundsten

Frivilligheden er det kit som binder os sammen i meningsfulde fællesskaber som fuldt myndige og frie borgere.

Guy Standing, der er engelsk og professor, kommer i en artikel i The Guardian ind på, at vi i de sidste godt 10 år har ændret forståelsen af arbejde til kun at være lønarbejde. Således, at det eneste, der giver status og er rigtigt arbejde, det er lønarbejdet. Jeg tænker, at det skal der gøres op med.

Det forekommer mig vigtigt at vinde begrebet ”at arbejde” tilbage til nytteværdien: At det er mindst lige så meget ”at arbejde”, når man hjælper en flygtningefamilie, passer en god ven, eller en gammel mor eller moster, som hvis man som SOSU-assistent får penge for det. Eller at ulønnet arbejde som bisidder, genbrugsbutikspasser eller gå-ven er lige så værdifuldt et arbejde, som hvis vi fik penge for det. Set med socialpolitiske øjne skal dette tages meget alvorligt.

Konsekvensen er, at man ”tvinger” folk ind i lønarbejdet fremfor at tilbyde muligheder i det frivillige arbejdes felt, og det er på mange måder tudetosset.

Selvfølgelig er det utroligt vigtigt, at borgerne kan få tilbud og understøttes i at være selvforsørgende, men vejen til dette kan i høj grad gå via mere omsorgsfulde og ustressede arbejdspladser, via det frivilliges aktiviteter.

Påskønnelsen fra samfundets side bør være, at vi anerkender værdien af det frivillige på lige fod med lønarbejdets mere ufrie forhold. Vi må ikke instrumentalisere eller institutionalisere frivilligheden. Vi må holde fast i rødderne, hjælpsomheden, nødvendigheden, hvor det at gøre noget for hinanden er det vigtige.

Det som oftest sker er, at når man giver, så får man også igen. Før eller siden.

Lad den frivillige sektor vokse og blive understøttet af offentlige nødvendige kroner. Giv rige muligheder for dannelse af social-økonomiske virksomheder, som drives uden profit og til gavn for det almenmenneskelige, husk at omdanne frivillige indsatser til jobs, når det reelt er det, de er, og lad os erkende at civilsamfundet er en fantastisk medspiller i udviklingen af dagens Danmark, som vi skal lytte til og inddrage som ligeværdig part i udvikling af politik på rigtig mange planer.